Rumlab, er et laboratorium udviklet i et samarbejde mellem Pædagogisk Lærerfaglighed (PL), Håndværk & Design (HD) og Billedkunst (BK). Laboratoriet orienterer sig mod undersøgelser af, hvordan rummet står i relation til læring. Ved at anskue rummet og det materielle som betydningsfuldt i læringsmæssige sammenhænge, skriver projektet sig ind i en stigende forskningsmæssig opmærksomhed på at vi (også) lærer og dannes perceptuelt og i relation til og med vores omgivelserne. Vi erfarer, sanser, oplever, føler og forholder os kropsligt og kognitivt til den fysiske verden vi er en del af – bl.a. i kraft af de rum og lokaler vi stilles til rådighed på vores uddannelse.
Forholdet mellem rum, materialitet og læring fremstår både i fag- og almendidaktiske sammenhæng ofte underbelyst og hypotesen er at at arkitekturen og rumindretningen på læreruddannelsen generelt set, og på campus Carlsberg konkret set, ikke altid indtænkes i uddannelsens og de studerendes praksis og i de enkelte fags didaktik.
Det overordnede formål med Rumlab har på den ene side været at bidrage til udviklingen af en ny laboratorieorienteret læreruddannelsesdidaktik og på den anden side at give de studerende blik for rummets betydning i en undervisnings- og læringssammenhæng. Det har været intentionen at undersøge hvordan en opmærksomhed på rum og materialitet kan blive integreret bredt i læreruddannelsen. Den intention blev konkretiseret gennem udvikling og afprøvning af et tværfagligt undervisningsforløb, hvor de studerende i forskellige faser, inspireret af en designmodel skulle arbejde med rum, materialitet og læring.
I laboratoriet blev der arbejdet ud fra et mål om at skærpe de studerendes blik for rummet og det materielles betydning for læring, didaktik og professionsidentitet, således at de blev i stand til både at identificere og løse konkrete udfordringer på CC, med overførelsesværdi til deres senere virke som lærere i folkeskolen – ud fra et dobbeltdidaktisk blik.
I projektrapporten kan man læse mere om projektets organisering og struktur, erfaringer fra projektet og en række anbefalinger til videre afprøvning. Derudover er der udviklet et inspirationskatalog til undervisning på Læreruddannelsen, hvor rum og materialitet tildeles en central rolle.
Beskrivelse, erfaringer og anbefalinger i Rumlab - en afrapportering
RUMLAB - et inspirationskatalog
link til aktivitetskatalog